Her finder du projekter hvor jeg indgår som komponist, sanger, tekstforfatter eller sangskriver – eller en kombination.
“Det er en fantastisk gave at arbejde sammen med Ditte Rønn, der i rollen som ‘huskomponist’ i perioden 2019-2023 hvert år har skabt et nyt lydværk, der kommenterer på museets kunst og historie. Rønn besidder en unik evne til at placere sig selv i øjenhøjde med det materiale hun formidler og hver gang skabe noget fuldstændig unikt. Alt sammen med sin egen kerne intakt og med respekt for det kunstneriske og historiske materiale hun er blevet mødt med.”
Lotte Korshøj, Museumsleder
Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum, Herning
…….
“Tegners Museum i Nordsjælland – vi kom netop da værket startede – og satte os tæt ind til hinanden på bænken under træerne og lyttede intenst den halve time værket varede – egentlig findes der jo ikke ord, der er værd at bruge, når noget bare rammer, når noget er så fint afstemt efter omgivelserne, så grundigt gennemarbejdet, når noget er så … jeg får lyst til at sige: ordentligt og værdigt – ord der kravler på min tunge nok fordi jeg arbejder med lyd på et hospice i det daglige – men alligevel, Dittes værk emmer af lyst og værdighed, af evnen til både at anvise præcist: det er SÅDAN her du skal lytte til mig og samtidig lade mig være, med min krop i rummet, stærkt sansende træerne, duftene, alle andre lyde, der støder til, kroppen jeg læner mig ind til, hans opdagelse af mine tårer, kikkerten han rækker mig, så jeg kan se de af Tegners skulpturer, der er synlige herfra, hvor jeg sidder som i en film, pauserne mellem satserne, der giver mig ro, spændingen mellem trompet, vokal og en afdæmpet underspillet elektronisk rytmisk dybde, der varsler et overskud og en rummelighed fra komponistens side, der giver mig lyst til at høre mere. Accelleration som tema, værdighed, et klimaks, der kun antydes og en afstemthed i forhold til omgivelserne beroliger et ømt hjerte, som mit – fylder det med lys og ro – jeg følte mig båret rundt mellem Tegners skulpturer bagefter – båret udenfor tid og rum af kvindelig råstyrke og resonans på sensommerpuder af lyng og håb.
Tak for det! “
Hanne Raffnsøe, om MOD LYSET, 2022